Tilbage til startsiden

Musikeren Jesper Thilo

Phone +45  3675 3650
Mobil   +45  2681 3306
jesperthilo@gmail.com

Jesper Thilo kan kunsten. Og uanset hvor mange gange, man gennem årene har lagt ører til denne kunst, formår han at overraske.

Kort sagt – vi taler om en eminent jazzkunstner. Jesper Thilo fik i tidernes morgen en klassisk konservatorie-uddannelse som klarinettist, han blev medlem af Dansk Musiker Forbund i 1958, og fra begyndelsen af 1960erne handlede det om tenorsaxofonen og om jazzmusikken.

Med sit magtfulde spil, der var inspireret af store swingkæmper som Ben Webster og Coleman Hawkins, blev han først og fremmest synlig som medlem af trompetisten Arnvid Meyers orkester, hvilket da også fremgår af et netop udsendt bog/cd/dvd-sæt med omtalte Meyer. I 1966 blev Jesper Thilo tillige medlem af Radioens Big Band, hvor han gennem årene primært hørtes som altsaxofonist.

Sideløbende indgik han i talrige andre konstellationer, og som jazzkunstner fik han for alvor luft under vingerne, da han i 1990 forlod Radioens Big Band, og tog fat på at optræde med egne grupper. Sideløbende har han været solist her og der og alle vegne – også langt uden for landets grænser, og så er det værd at bemærke, at Jesper Thilo – udover tenorsaxofonen – behersker en lang række andre instrumenter, og at han jævnligt optræder som klarinettist og lejlighedsvis også som sanger og som trompetist. Endvidere er han kendt for sin fine fortællekunst, der i år 2000 dannede basis for bog-udgivelsen »Man ska’ ku’ se komikken«. Og nu har den nu 67-årige Jesper Thilo altså været professionel musiker i 50 år, og det bliver selvfølgelig fejret. Jubilaren vil lade sig hører i tre konstellationer.

Først spiller han med egen kvartet, der rummer pianisten Olivier Antunes, bassisten Bo Stief og trommeslageren Frands Rifbjerg, og herefter gendannes Jazzkapelmestrenes Jazzkapel, der blandt andet rummer trompetistgen Theis Jensen og basunisten Ole »Fessor« Lindgreen, og endeligt kan man opleve Jesper Thilo som solist for et til lejligheden flot sammensat big band under ledelse af Niels Jørgen Steen.

Anmelder på aok.dk Kjeld Frandsen
den 30. november 2008

Læs mere på Danish Music Agency

Indspilninger Music Mecca

Indspilninger Storyville

Indspilninger Sundance